Sådan virker tavlen
En gennemgang af hver funktion — og vigtigere: hvornår den hjælper, og hvornår I roligt kan lade den ligge.
I behøver ikke bruge det hele. De fleste familier klarer sig længe med piktogrammer og skabeloner, og henter resten frem, når et bestemt problem melder sig. Derfor står der ved hver funktion, hvornår den er værd at tage i brug.
På denne side
Piktogrammer
Grundstenen · brug dem fra dag ét
Et piktogram viser én ting: børste tænder, tage sko på, spise morgenmad. Sat i rækkefølge bliver de til en dagsliste, barnet selv kan aflæse — også før det kan læse ord.
Barnet trykker på en brik, når opgaven er klaret. Brikken bliver tonet ned, og tælleren øverst viser, hvor langt de er nået.
Der er over 200 danske piktogrammer fordelt på ni kategorier — fra tandbørstning og tøj til fritidsaktiviteter, højtider og situationskort.
Mangler I et bestemt piktogram, så skriv til os. Almindelige ting tegner vi gratis og lægger ud til alle.
Skabeloner og ugeplan
Brug den, når onsdag ikke ligner tirsdag
De fleste familier har ikke én morgen — de har en hverdagsmorgen, en weekendmorgen og en svømmedag. En skabelon er en gemt liste, I kan hente frem igen.
I bygger dagen som I vil have den, trykker Gem som skabelon og giver den et navn: "Hverdag", "Svømning", "Hugo musik". Derefter kobler I skabelonerne til ugedagene, og tavlen henter selv den rigtige frem hver morgen.
Hvert barn har sin egen ugeplan
Hugo kan have musik om onsdagen, mens Anna har dans samme dag. De to påvirker ikke hinanden.
Tre skabeloner findes fra start — Hverdag, Weekend og Ferie. Dem I selv laver, kan slettes igen.
Aftaler og mærkedage
Brug den, når noget ligger ude i fremtiden — og I ikke vil huske på det
Det meste af det, børn spørger om, ligger ikke i dag. Det ligger om fem dage, om tre uger, i efterårsferien. Aftaler er forældrenes planlægningsværktøj: I lægger det ind én gang, og tavlen tager sig af resten.
Nedtælling i nætter, ikke i dage
En aftale vises som "om 29 nætter". Nætter frem for dage er ikke tilfældigt — et barn kan tælle, hvor mange gange det skal sove, længe før det forstår en dato. Nedtællingen opdaterer sig selv hver nat.
I bestemmer, hvornår den dukker op
For nogle børn er en aftale tre uger ude ren angst. For andre er forberedelse alt. Derfor sætter I selv et vindue: skal den vises 1, 3, 5 eller 7 nætter før? Indtil da ligger den gemt hos jer.
17 danske mærkedage på ét tryk
Jul, nytår, fastelavn, påsken, Sankt Hans, Halloween og de tre skoleferier er ens for de fleste danske familier. Tryk Hent danske mærkedage, så ligger de der — og de kommer igen hvert år af sig selv. Ingen skal huske at lægge juleaften ind i november.
Påskens datoer beregnes for det enkelte år, så Skærtorsdag og Pinse altid rammer rigtigt. Vinterferien er sat til uge 7; ligger den i uge 8 hos jer, sletter I den og lægger jeres egen ind.
Aftaler bygger ikke dagen om
En aftale lægger sig oven på den rutine, der i forvejen gælder. Skal Anna sove hos mormor på fredag, står morgenlisten uændret — aftalen kommer til som en ekstra brik. I skal ikke bygge en særskilt dag for hver ting, der sker.
Hver aftale kan sættes til ét barn eller hele familien, til morgen- eller aftenlisten, vare én eller flere dage, og gentage sig hvert år. Bliver noget aflyst, markerer I det — brikken bliver stående som en ændring i stedet for at forsvinde.
om 3 nætter
om 7 nætter
Hvem gør det
Brug det, når "hvem henter mig i dag?" er lige så vigtigt som "hvad skal der ske?"
Et piktogram viser hvad. "Hvem gør det" viser hvem — hver opgave kan mærkes med den voksne, der har den. "Aflevering" med Mors navn på er mere forudsigeligt end "Aflevering" alene, især i en uge hvor det skifter mellem forældrene.
Navn, farve og form — ikke kun én prik
Mærket er ikke bare et lille farvet ikon. Det er en navngivet brik: en silhuet formet efter køn, en farve der er unik for netop den person, og navnet skrevet ud. Mor og Mormor er begge kvinder, men har hver deres farve, så de aldrig kan forveksles.
I tilføjer selv de voksne, der henter og bringer
Mor og Far findes fra start. Under Indstillinger → Hvem gør det kan I tilføje flere — Mormor, Farfar, en bonusforælder, hvem som helst der jævnligt henter eller afleverer. Hver ny voksen får automatisk en farve, der ikke allerede er i brug.
Mærket sidder på opgaven, ikke på barnet
I byggepanelet har hvert punkt en lille knap ved siden af flytpilene. Ét tryk cykler gennem familiens voksne; et tryk mere fjerner mærket igen. Samme opgave — fx "Aflevering" — kan derfor være mærket med Far om mandagen og Mor om onsdagen, alt efter hvad ugeplanen siger.
Først–Så
Brug den, når hele listen bliver for meget
Nogle børn kan godt de enkelte ting, men bliver overvældede af at se otte punkter på én gang. Først–Så skjuler resten og viser kun to: det, der sker nu, og det, der kommer bagefter.
Barnet trykker "Klaret", og de to kort rykker et skridt frem. Det gør en lang morgen til en række korte skridt, der hver især kan overskues.
Pause
Brug den, når barnet har brug for et pusterum uden at det bliver en konflikt
Pause er et piktogram som alle andre, og det er netop pointen. Lægger I det ind mellem to opgaver, står der sort på hvidt, at der kommer et pusterum — og at det er en del af planen, ikke noget barnet skal forhandle sig til.
Det fjerner en hyppig kamp: barnet skal ikke bede om en pause og risikere et nej. Pausen står der allerede.
Vent
Brug den, når svaret er "om lidt", og barnet ikke kan omsætte det
"Om fem minutter" betyder ikke noget for et barn, der ikke har tid som begreb endnu. Vent-brikken gør ventetiden til noget, der står på listen — med en tydelig plads mellem det, der lige er sket, og det, der kommer.
Der er to varianter i biblioteket. Vent er en åben håndflade og betyder "stop her lige nu". Vente er et ur og betyder "der går noget tid". Brug den, der passer til situationen.
Situationskort
Brug dem, når noget ændrer sig
Ud over opgaver findes der brikker, der beskriver situationen frem for en handling: Vi skal afsted, Min tur, Din tur, I dag, I morgen, Ændring, Ny plan, Overraskelse, Tilbage til aktivitet og Vente på mor eller far.
De er lavet til de øjeblikke, hvor en forklaring ellers skal siges med ord — og hvor ord er svære at tage imod, fordi barnet allerede er presset.
Vejr og tøjforslag
Kører af sig selv · I skal ikke gøre noget
Øverst på tavlen står morgendagens vejr sammen med et forslag til, hvad der skal lægges frem: "17° og lidt regn — læg frem: t-shirt og en tynd jakke, regntøj og gummistøvler".
Vejret hentes automatisk for jeres område. I skal ikke indtaste noget og ikke opdatere noget.
Huskeliste
Brug den til de voksnes ting
En stribe øverst på tavlen med det, der skal huskes i dag: madpakke, gymnastiktøj, penge til udflugten. Den er til de voksne og hører ikke til nogen af børnenes lister.
Har I ingen huskepunkter, skjuler striben sig selv, så tavlen ikke fyldes med tomme felter.
Stjerner
Valgfri · nogle børn elsker det, andre er ligeglade
Bliver en hel liste klaret, får barnet en stjerne. Stjernerne samles synligt ved barnets navn.
Aflyst og ændret
Brug det, når noget ryger — og gør det i god tid
Bliver svømning aflyst en onsdag, så fjern ikke brikken. Barnet husker onsdag som svømmedag, og et tomt felt skaber mere forvirring end en ændring.
Markér den i stedet som aflyst eller ændret. Brikken bliver stående, men får et tydeligt mærke, så barnet kan nå at forberede sig, i stedet for at møde ændringen som en overraskelse.
Hurtig tilføj
Brug den midt i en aften, hvor noget skal ind eller ud
Sidst i barnets liste ligger en +-flise. Den åbner en hurtigvælger, hvor I kan lægge et piktogram ind eller fjerne et — uden at gå gennem byggepanelet.
Skal der lige bad ind i aften, tager det to tryk. Ændringen gælder kun i dag og rører ikke skabelonen, så morgendagen ser ud, som den plejer.
Natteskærm og ferie
Kører af sig selv
Tavlen hænger fremme hele døgnet, så om natten dæmper den sig selv ned til en rolig skærm i det tidsrum, I vælger. Om morgenen vender dagens liste tilbage af sig selv.
Ferie er en knap, der skifter alle børn over på ferieskabelonen, indtil I slår den fra igen. Ingen grund til at bygge ugen om, fordi der er vinterferie.
Kodelås
Brug den, hvis børnene roder i opsætningen
En firecifret kode, kun de voksne kender. Den beskytter byggepanelet og indstillingerne, så rutinerne ikke kan ændres af et barn.
Børnene kan stadig krydse af, bruge Først–Så og folde listerne ud. Låsen rammer kun det, der ændrer selve planen.
Prøv det hos jer
Over 200 danske piktogrammer. Kører i browseren på en skærm, I allerede har.
Prøv 3 dage gratisEr der noget, der ikke giver mening, eller mangler I en funktion? Skriv til hej@vorespikto.dk — vi svarer selv.