Forside › Artikler › ADD udredning af barn

ADD udredning af barn: sådan foregår det i Danmark

PPR, børnelæge eller børnepsykiatri, hvor lang tid det tager, og hvad I kan gøre i mellemtiden.

Skrevet af forældre til to børn, hvor den ene har autisme. Sidst opdateret 14. oktober 2026. Artiklen er almen information og ikke lægefaglig rådgivning. Flere artikler

Når man begynder at tænke, at ens barn måske har ADD eller ADHD, melder spørgsmålene sig hurtigt: Hvem kontakter man, hvad sker der, hvor lang tid tager det, og hvad kan man gøre imens? Her er et overblik over, hvordan udredning af børn typisk foregår i Danmark, bygget på Sundhedsstyrelsen, Lægehåndbogen og Rigsrevisionen. Forløb og ventetider er forskellige fra region til region og kan have ændret sig, så spørg altid din læge eller PPR om det aktuelle forløb.

Er ADD en diagnose?

ADD er et hverdagsord. Sundhedsvæsenet bruger ICD-10, hvor Lægehåndbogen kalder profilen «opmærksomhedsforstyrrelse uden hyperaktivitet» (kode F98.8C). Sundhedsstyrelsens retningslinje bruger begrebet ADHD for hele området. I et udredningssvar vil du derfor ofte se ADHD eller opmærksomhedsforstyrrelse uden hyperaktivitet og ikke ADD. Læs mere i ADD hos børn: hvad er det?.

Hvem kan henvise, og hvor går man hen?

• Egen læge kan høre jer, tale med jer om det, I ser, og henvise videre.
• PPR (pædagogisk psykologisk rådgivning) er kommunens tilbud. Skolen eller børnehaven kan som regel hjælpe med at kontakte dem.
• Børnelæge (pædiater) kan udrede lette tilfælde uden andre vanskeligheder.
• Børne- og ungdomspsykiatrien (BUP) tager sig af de mere komplekse eller svære forløb.

Ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinje udredes børn på 6-18 år tværfagligt og på tværs af sektorer. Lette tilfælde uden anden lidelse kan gå via PPR eller en børnelæge, moderate til svære til BUP.

Hvad indgår i udredningen?

Retningslinjen beskriver, at udredningen blandt andet bygger på samtaler med forældre og barn, standardiserede spørgeskemaer, som forældre og lærere udfylder, og observation af barnet i dets egne omgivelser, fx skolen. Man vil også kigge efter andre forklaringer og samtidige vanskeligheder. Diagnosen stilles af en speciallæge ud fra det samlede billede. Det er ikke noget, man kan afgøre med en test på nettet.

Hvor lang tid tager det?

Børn og forældre må ofte vente. Rigsrevisionens opfølgning fra 26. november 2025 viser, at den gennemsnitlige ventetid i BUP var 162 dage i midten af 2025, mod 106 dage ved udgangen af 2023. Retten til udredning inden for 30 dage blev overholdt i kun 14 % af forløbene i andet kvartal 2025. Tallene gælder alle diagnoser i BUP og ikke ADHD alene. En del af stigningen kan skyldes ændret registrering. Spørg jeres læge eller PPR, hvad ventetiden er hos jer i dag.

Hvad kan I gøre, mens I venter?

Både Lægehåndbogen og Sundhedsstyrelsens retningslinje lægger vægt på psykosociale og pædagogiske tiltag. Retningslinjen giver en stærk anbefaling af forældretræning til forældre til børn på 3-18 år. Lægehåndbogen skriver, at man altid bør begynde med psykosocial indsats og psykoedukation til forældre og professionelle omkring barnet. Det betyder ikke, at man skal undvære udredning. Det betyder, at der er ting, man kan gøre, mens man venter.

Praktisk kan det være:

• En fast rytme i måltider og sovetider og en stor kalender eller aftalebog, som Patienthåndbogen foreslår.
• Én instruktion ad gangen og et fast sted til lektier.
• En visuel dagsplan, fx til morgenrutinen. Husk, at dokumentationen for visuelle støtter kommer fra autisme, og at vi ikke har fundet kontrollerede studier for ADHD eller ADD.
• Samtale med skolen om, hvad der virker der.

Sådan forbereder I jer

• Skriv konkrete eksempler ned: hvad sker der, hvornår, hvor ofte og hvor længe har det stået på?
• Notér, om det ses både hjemme og i skolen eller børnehaven, og hvordan det påvirker barnet.
• Bed barnets lærer eller pædagog om at beskrive, hvad de ser.
• Tag gerne en voksen med, som kender barnet, og spørg, hvad der sker som det næste.

Hvad med medicin?

Det er et spørgsmål for speciallægen. Retningslinjen beskriver medicin som relevant, når barnet har en væsentlig funktionsnedsættelse, og psykologiske eller pædagogiske tiltag ikke har været nok. Vi kan ikke give råd om medicin her.